mandag den 12. december 2016

Kalambo Falls med Peters House

For en uge siden kom os volontører, børnehjemmet og snedkerdrengene hjem fra en helt fantastisk tur til Kalambo Falls. Turen gik fra lørdag til mandag, og alle blev indkvarteret på Liemba Beach Lodge – et dejligt sted, der ligger helt ud til Tanganyikasøen. På turen fik vi badet til, vi var lige ved at gå i opløsning, og maverne var ved at sprækkes af ris og fisk. Børnene er overlykkelige, og der snakkes stadig om turen. Det kan jeg og de andre volontører takke jer for. Tusind tak for alle de fine bidrag, som gjorde turen mulig.

Lørdag morgen var der afgang fra Peters House. Børnene havde fået mandazi (minder om æbleskiver) og the til morgenmad – hvilket klart slår den uji (majsgrød), de normalt får. Der var stor forventningsglæde, hvilket blev udlevet i bussen med sang og højt humør. Vi ankom til Liemba Beach Lodge om eftermiddagen, hvor vi, som det første, hoppede i Tanganyikasøen. Vi kom ikke op igen, indtil det blev krokodille-tid. Derefter spillede vi bold, kort og hyggede på teltområdet. Til aftensmad fik vi ris og bønner, og børnene var godt trætte efter dagens køretur og badning.
Badning i Tanganiykasøen

Så serveres der mad på teltområdet - ris og fisk.
Vi skulle indkvarteres på lodgen. Alle børnehjemsdrengene og snedkerdrengene blev stoppet ind i de 4 telte vi havde lejet – vi snakker om 35 drenge, så der var ingen der frøs i løbet af nætterne. Os volontører og børnehemspigerne var tildelt en lille hytte beregnet til 5 personer. Var det et problem, at vi skulle sove derinde 16 mennesker? Nej, et par ekstra madrasser på gulvet, så var den fikset. Pigerne var glade for at få lov at sove hos os volontører, og der blev tøsehygget om aftenen.

Vores hytte - hvad er gulvplads ? ;)
Søndag tog vi i kirke i Kasanga – en nærliggende by. Børnehjemmets leder, Robert, som er uddannet evangelist, holdt prædiken, og børnene sang og dansede i kirken.

Samme dag var vi ude og sejle på Tanganyikasøen. Det var et hit både blandt personale og børn, som alle nød at komme ud på søen og få lidt vind i håret. Det blev ikke mindre sjovt af, at driveren gav fuld gas på vejen tilbage.
Så sejler vi! 
Igen søndag blev der badet helt vildt. Mange af børnene kommer fra landsbyer omkring Tanganyikasøen, og det var et glædeligt gensyn med det dejlige vand. For børnene, der kommer her fra Sumbawanga, er det en kæmpe oplevelse at se så meget vand samlet på ét sted og få lov at bade i det! Til aftensmad fik vi friskfanget fisk. Det var en fest!
Der bades, og det er en fest!
Mama Simon har tilberedt de friske fisk - så bliver det ikke bedre!
Hoved og øjnene er der selvfølgelig endnu ;) 
Mandag blev der badet hele formiddagen, og derefter gik turen mod Kalambo Falls. Desværre gik den ene bus i stykker, og vi nåede derfor ikke ud til vandfaldet. Det er meget typisk Tanzania, hvor vejene er dårlige og køretøjerne slidte. Derudover er det ikke fladt terræn man kører i, og bussen døde, mens den var ved at bestige et mindre bjerg…   Jeg og volontøren Kristina var med den ødelagte bus og gik sammen med børnene til en nærliggende landsby, hvor den anden bus ventede. Den stadig køredygtige bus blev læsset med alle de mindste børn og satte kursen mod Peters House. Os volontører, samt de største børn, var derfor strandet i en lille by, hvor man kun kunne købe mangoer – mange mangoer! Sult og tørst blev derfor slukket i mangoer. Nogle børn og jeg tog på ekspedition mod den ødelagte bus for at hente trøjer og ris, der allerede var blev kogt til aftensmad. Cecil, en af de store piger, bar den kæmpe balje med kogte ris på hovedet 2km tilbage til landsbyen igen, og aftensmaden var nu reddet. Vi blev hentet klokken 01.30 om natten efter at have ventet i 10 timer i den lille landsby. Vi havde både overlevet skorpionbid, lyn og torden. Heldigvis var folkene i mango-town utrolig gæstfrie og gav os et sted at sove, medicin mod skorpionbid og vand. En uheldig afslutning på en fantastisk tur, men børnene syntes det var sjovt og spændende, og er klar til at lave en film omkring den dramatiske hjemtur. Alle var positive hele vejen igennem, og humøret var stadig højt, da resten af os ankom til Peters House klokken 07.30 tirsdag morgen.

Igen, TUSIND TAK for jeres gavmildhed. Børnene var glade hele weekenden, og ikke engang en ødelagt bus og et skorpionbid kunne ødelægge den gode stemning. Børnene vil mindes turen i lang tid, og vi er så taknemmelige for de oplevelser, vi har fået sammen med børnene.

Vi har lavet en video om turen med en hel masse billeder. Videoen ligger inde på Peters House facebookside. Giv os endelig et ”like” og følg med i hvad der ellers sker på Peters House.
Link til vores facebookside: 

onsdag den 23. november 2016

Nye udfordringer

Jeg har fået nyt arbejde her i Tanzania. Jeg fik tilbuddet om at komme til Sumbawanga og arbejde på Peters House det sidste stykke tid af mit ophold. Det har jeg takket ja tak til, så i løbet af de sidste 3 uger, er jeg kommet godt i gang her i Sumbawanga. Arbejdet består i at være sammen med børnene, give dem noget ekstra opmærksomhed og lege med dem. Derudover motiverer vi, jeg og de 3 andre volontører på Petershouse, personalet med at holde strukturen på børnehjemmet, samt vi hjælper med praktiske opgaver.














Peters House - hjem for 32 børn. Snedkerskolen er den grå bygning til højre. 

Udover børnehjemsarbejdet underviser jeg også snedkerdrengene på en snedkerskole, som ligger i forbindelse med Peters House. Drengene bor alle på snedkerskolen og deltager i en stor del af børnehjemmets hverdag. Jeg underviser dem i engelsk og matematik. Det er udfordrende – særligt at forklare matematik på swahili - men det sjovt og lærerigt. Jeg kan trække en del på min erfaring fra Kipili, hvilket er en stor hjælp. Drengene er super gode og taknemmelige over at modtage undervisning – hvilket smitter af, og gør det så fedt at undervise!
















Mit ene engelskhold, der øver sætningsopbygning på engelsk.

De andre volontørerer var allerede, inden jeg kom, i gang med at planlægge en tur for hele børnehjemmet til Kalambo Falls – et vandfald der ligger nogle timers kørsel fra Sumbawanga. Det er en super fed oplevelse for børnene at opleve noget af deres lands natur, men derudover også at komme lidt væk fra børnehjemmet og den meget trivielle hverdag. Vandfaldet ligger tæt på Tanganyikasøen, så børnene får også muligheden for at komme ud at bade – hvilket er noget de elsker, men ikke har mulighed for i Sumbawanga. Vi er gået i gang med en indsamling, men vi er ikke i mål endnu. Så hvis du har en skilling for meget, ville vi og børnene blive så taknemmelige, hvis du ville hjælpe os med vores tur!!


Støt vores tur på: 
Bankkonto: 0994 - 4672131928 
Mobilepay: 40499515
Mærk betalingen "Kalambo tur" 

Det var en kort opdatering her fra Tanzania. Jeg har travlt, og der sker en masse nyt, men det går godt :)

søndag den 6. november 2016

Min hverdag i Kipili og på sundhedsprojektets kontor

Nu har vi efterhånden været i Kipili i et stykke tid og Pauline, Tine og jeg er ved at have fået en hverdag i den lille landsby. Hver morgen ved 7-tiden, vågner vi ved at snedkerskolen, som ligger lige ved siden af missionæren, Knuds, hus, banker løs på deres gongong. Lidt senere kan vi høre snedkerdrengene synge morgensang. Man ligge og hører disse og byens andre lyde: gederne der går frit rundt lige udenfor og bræger (det lyder ofte som babygråd), haner der galer, og folk der går forbi og hilser på hinanden. Lidt i 8 tøffer vi op til missionær-Knud, hvor vores mama, Anna, har gjort morgenmad klar. På vejen råber vi altid lige en hilsen op til snedkerdrengene, som er i fuld gang med dagens arbejde, og en hilsen til vores fejedame, som fejer blade væk foran Knuds hus, og selvfølgelig til vores flinke vagtmand.
Til morgenmad har vi importeret havregryn fra Sumbawanga, og vores mama laver hver morgen en portion havregrød til os volontører – så dagen starter ud på rigtig dansk manér. Hvis ikke allerede man har fået varmen på vores lille gåtur op til Knuds hus - i omkring 25 graders varme - er der altid mulighed for at få en kop kraftig kaffe eller the, som med garanti vil få enhver til at svede. Morgenmaden afsluttes med en malariapille og en hjemmefra medbragt vitaminpille. Herefter skilles vi volontører. Tine og Pauline går op mod cheke chea’en, kirkens førskole, mens jeg går hen på sundhedsprojektets kontor. På vejen hilser jeg på beboerne i de huse, jeg passerer og børn, der er på vej i cheke chea. Derudover har jeg et personligt forsæt, om at ingen børn i Kipili skal behøve at råbe Mzungu efter mig som hilsen, så jeg forsøger at lære dem mit navn i stedet – hvilket kun gør det hyggeligere at gå på arbejde. 


























Arbejdsdagene på sundhedsprojektet er meget forskellige, og ofte er der medarbejdere, der er på ture ud i landsbyerne, eller nogen der forretter ærinder i de større byer. På projektet er ansat 2 sygeplejersker, 1 deltidslæge og 3 medarbejdere, hvoraf én er leder af projektet. Derudover er det hollandske missionærpar, Marjo og Bert og jeg tilknyttet. Medarbejderne er ansat under den tanzaniske stat, men projektet modtager også støtte fra forskellige organisationer, for at kunne hjælpe mere i landsbyerne. Projektet er selvkørerne, det vil sige, at det administreres af medarbejderne uden styring fra statsadministrationen.
En almindelig dag på kontoret starter med scrum-møde. Scrum er et projektledelsesværktøj, der er indført af tidligere missionærer og volontører. Kort sagt hjælper scrum med at give overblik over alle medarbejderes arbejdsopgaver, og følge op på, om de bliver lavet. Efter scrum-møde går folk i gang, med det de skal.



















Scrumboard. Her skriver man de arbejdsopgaver, man enten er i gang med eller skal i gang med, så alle ved, hvad alle laver.





















Her er alle medarbejdere samlet til møde, hvor tidligere arbejde evalueres, og der snakkes om, hvordan vi løser eventuelle udfordringer, og hvilket arbejde der skal laves af hvem i den næste tid.
Arbejdet på kontoret er primært administrativt. I landsbyerne indsamles forskellige data fx over malariatilfælde og børnefødsler. Dataindsamling i Tanzania kan til tider være en udfordring, da tanzaniere ikke har tradition for at være særligt systematiske. Noget af min tid bruger jeg på at hjælpe til med statistikkerne – både selv at lave dem, men også vise medarbejderne, hvordan man bruger forskellige værktøjer på computeren. Der ud over laver jeg noget helt lavpraktisk arbejde. Det kan være at reparere et myggenet eller at ordne undervisningsmateriale, som skal uddeles i byerne, eller andre småopgaver, hvor der er behov for en ekstra hånd. Lige nu er jeg i gang med at lave nogle små informerende film ud fra nogle brochurer. Filmene kan senere vises på projektets besøg i landsbyerne. På den måde når informationerne flere og et langt bredere publikum, end hvis de blot kunne læses.
Der er tilknyttet en familieplanlægning-klinik til kontoret, som sygeplejerskerne passer. Familieplanlægning, dvs. hjælp til prævention, er gratis i Tanzania, så her kan kvinder komme gratis og få hjælp. Det er eksempelvis udlevering af kondomer, men som oftest handler det om indsættelse og udtagelse af P-stave. Når der kommer kvinder for at få hjælp, assisterer jeg en af sygeplejerskerne – mere fordi det er spændende, end fordi det er nødvendigt - og hører lidt om kvindernes baggrund. Til at begynde med tager man altid en snak med kvinden for at bestemme hvilken behandling, der er bedst i hendes situation. Herefter går man i gang med behandlingen. Hvis kvinden skal have fjernet en P-stav, skal hun have et nyt barberblad med. Hygiejne og forsigtighed med omgangen af blod pga. aids tages meget alvorligt, og det er dejligt at opleve.


Her taler vi med kvinden om hendes behandling, og hun har mulighed for at få vejledning og stille spørgsmål


Joyce klargør lokalbedøvelse inden udtagelse af P-stav. Hvis en kvinde har gennemført de 3 år, en P-stav beskytter mod graviditet, bliver der skrevet ”tillykke” i hendes journal. Det illustrerer meget godt, hvor vigtigt det er, at kvinderne bruger prævention, så de kan begrænse antallet af fødsler. Samtidigt viser det kulturforskellen, fordi man i Danmark i modsætning lykønsker ved graviditet.



P-staven fjernes





















En triviel men tidskrævende opgave som at gøre gazebind klar hjælper jeg også med. Da behandling på klinikken er gratis, skal det dokumenteres overfor staten, hvor mange kvinder vi hjælper, så udfyldelse af de krævede formularer bidrager jeg også med.






















Klokken 13 er der middagsmad, hvor vores mama, Anna, igen har kokkereret. Menuen er som reel ris med bønner. Ofte har hun lavet enten noget tomatsovs eller spinat med peanuts til – hvilket smager vildt godt. Da vi bor i Kipili, som er en fiskerby, får vi også tit fisk og nogle gange står den endda på kød: ko, ged eller gris, hvis der er blevet slagtet i byen, og af og til kylling. Vi sulter i hvert fald ikke, og vores mama er rigtig god til at lave mad og har fundet ud af, at vi danskere er en smule mere kræsne med kød. Eksempelvis fjerner hun fiskehoveder, og ved godt, at vi ikke gerne spiser underlige dele af dyret uden reelt kød, hvilket jeg ellers ofte bliver budt, når jeg er på tur.

Så er der mad! Stort set hver dag serveres der ris og bønner - her også spinat


En luksus dag, hvor der var kød. Det er kun muligt at få kød, hvis der er blevet slagtet i Kipili, hvilket langt fra sker hver dag. Derfor fortæller nogle af vores venner, at de - helt tilfældigt selvfølgelig - har fået kød samme dag som os. Meget typisk Kipili! 







Efter middagen går jeg tilbage på kontoret, hvis der er meget at lave. Hvis ikke, hygger vi volontører os gerne sammen og planlægger evt. børneklub, engelskundervisning eller andet. Generelt sker der ikke så meget efter middag, hvor hele byen er doven på grund af varmen (30-34 grader – puha!). Tit sidder vi på vores terrasse foran vores værelse, hvor nogle – børn, snedkerdrenge, eller andre – har slået sig ned for lige at vende situationen i Kipili sammen med os eller for at tage et spil kort. Hvis det er børn, læser vi ofte en billedbog, hvor vi snakker om billederne sammen. Det er noget, børnene her virkeligt elsker, idet det er sjældent, de får så meget opmærksomhed fra andre voksne. Derudover er det en god måde at få snakket noget swahili - og helt vildt hyggeligt!
Sen eftermiddag kommer snedkerdrengene til engelskundervisning. De er delt op i hold efter niveau, men det er altid spændende hvem og hvor mange, som dukker op – typisk Tanzania. Vi laver en blanding af grammatik og snakke-øvelser, det er dog til tider svært at lære et fremmedsprog– engelsk – fra sig på et andet fremmedsprog – swahili. Heldigvis har vi Tine, som har været volontør i Tanzania før, og taler super godt swahili, så jeg kan trække lidt på hendes kompetencer, hvis ikke mine egne slår til…



Billede af undervisningen, som foregår på terrassen udenfor vores værelse. Her er de i gang med at lære sætningsopbygning på engelsk.














Billede af snedkerdrengene og deres engelskhæfter


















Efter engelskundervisning tager vi et smut ned på markedet for at købe ind til aftensmaden. Markedet i Kipili er meget beskedent og består af 3-6 boder, som alle har de samme varer: løg, tomater, ris, bønner og peanuts – præcist det, man skal bruge for at lave mad i Kipili. Vi køber løg og tomater. Hvis man er heldig kan man finde hvidløg, grønpeberfrugt eller aubergine, som man selvfølgelig straks køber – både for afvekslingens skyld men også for at støtte op om det øgede udvalg. En enkelt gang fandt vi avokadoer – så var der fest!


Billede af markedet. Vi søger altid for at købe lidt ved alle boderne for at holde os gode venner med salgsdamerne. Vi elsker at købe ind dernede og at hilse på folk. Af og til tilføjer damerne lige et ekstra løg eller tomat oveni – vi er jo venner.













Til aftensmad klokken syv har vores mama altid bagt et brød. Så stort set hver dag, står den på den famøse løg og tomatmad; evt. toppet op med oregano for pizza-edition eller guacamole for mexican style, hvis vi på en eller anden måde har fået fat på avokadoer. Hvis vi er super heldige, har vores mama stegt fisk til os eller stegt bananer i olie til bananpomfritter – mums!

Efter maden er der mørkt, og vores dag er officielt slut. Som regel sidder vi oppe ved Knud; snakker og får en kop kaffe eller the. Hvis Knud er hjemme (han er ofte på ture rundt i Tanzania, Burundi eller Congo for at undervise) sidder vi bare og snakker i laaaaang tid. Både om dagen og folk i Kipili, men også fordi Knud er en mand, som ved og har oplevet en hel masse ting – så han har altid noget spændende at fortælle.
Det var et lille indblik i min Kipili-hverdag. Den kan dog variere meget – man ved aldrig hvem der kommer på besøg, eller om vi bliver inviteret et eller andet sted hen. Vi bor trods alt i en lille afrikansk landsby, så overraskelserne venter altid på os :) 

onsdag den 2. november 2016

Tillykke - fødselsdag i Tanzania

Den 20. oktober fyldte jeg 20 år. Allerede 2 dage før havde jeg og de andre Kipili-piger tyvstartet festlighederne, da vi både ville fejre dagen i Kipili og i Sumbawanga.

Derfor havde vi tirsdag eftermiddag inviteret drengene fra den snedkerskole, der ligger lige ved siden af, hvor vi bor. Derudover var vores andre Kipili-venner selvfølgelig også med. Vi havde i dagens anledning fået lov at låne Marjos og Berts ovn - Marjo og Bert er missionærparret i Kipili - så vi kunne bage en stor kage! Så blev der ellers pyntet op på terrassen og fundet lidt pippi (slik) frem; så var vi klar til fest. Drengene startede ud med den engelske ”happy birthday” på engelsk, hvor de sang ”dada Mary” (søster Mary). Det var sjovt at opleve, og det er ikke hver dag en flok raske drenge skråler en fødselsdagssang for én. Her i Tanzania kan de ikke rigtig sige MariE, så jeg hedder Maria eller Malia (da ”r” på swahili udtales rullende og lyder som ”l”) eller Mary eller Miriam….. Men det vender man sig til.

Herefter var der kage, og drengene fik julelys i øjnene, da jeg kom ud med kagen. Mens jeg delte ud, sad alle og ventede, indtil jeg var færdig og havde sagt ”karibu” (velkommen). Bordskik er ikke noget, man går synderligt meget op i hernede, så det kom virkeligt som en overraskelse. Det var fantastisk at opleve, hvor meget pris, de satte på, at være blevet inviteret og budt på et stykke kage. Kage er ikke noget, de selv bager, så det er ret specielt. Derfor regner vi med at finde på en ny anledning, så vi kan give dem kage igen.


Der deles kage rundt

























Da kagen var fortæret, var der gæt og grimasser, hvilket er en leg, drengene ikke havde prøvet før. Så da Pauline første gang skulle vise et kort: ”Mtu anakulima” (mennesket dyrker marken) tog det lang tid for dem at gætte og forstå legen. De lærte dog hurtigt, og vi endte med at lave flere kort, da legen var et hit hos drengene, som er mellem 15-24 år gamle... Vi havde også inviteret vores (ret gamle) vagt til fødselsdagen, og han skulle da også prøve. Det var virkelig underholdende både at være med og kigge på.

Gæt og grimasser

Nu ville vi lære dem en dansk fødselsdagssang, og selvfølgelig skulle det være ”den med instrumenterne”. Vi forsøgte at lære dem melodien og teksten, hvilket ikke rigtigt lykkedes… Alligevel brummede drengene med på sangen, og når det blev tid at sige som instrumenterne, gik de helt amok. Vildt sjovt og luften var fuld af støv, efter vi var færdig med trommerne - og der var mindst lige så meget gas på de andre instrumenter. Herefter blev der hygget, og eftermiddagen blev afsluttet med et fællesbillede.






















Onsdag gik turen til Sumbawanga for at være sammen med de andre piger. Torsdag morgen blev jeg vækket med fødselsdagssang af alle pigerne, som havde været tidligt oppe og lavet både pandekager og mandazi til morgenmad. Ellers blev dagen brugt til at være sammen med børnene på børnehjemmet og være nede og hilse på gadedrengene på gadedrenge-projektet. Om eftermiddagen bagte vi kage til børnene på Peters House (da børnene onsdag fandt ud af, jeg havde fødselsdag, var de meget hurtige til at spørge om kage, hvilket jeg ikke kunne stå for). Så alle børnene – og mama’erne selvfølgelig – fik et stykke kage, og var alle meget glade.
























Kageuddeling på Peters House

Om aftenen havde vi inviteret senior-volontørerne Grethe og Aage til en lækker fødselsdagsmiddag, hvor menuen stod på burger – hvilket er en sjælden spise, når man bor i Kipili, hvor aftensmaden hver dag er brød med tomat og løg! En hyggelig aften, der rundende hele 2 gode fødselsdagsdage af.






























Jeg har også fået gaver á la Sumbawanga: en lavasten, en træske, en afrikansk kam, et armbånd lavet af en kunstner i byen og selvfølgelig en kanga! Virkelig sødt af alle mine medvolontører – både unge som ældre.

Det er uden tvivl en fødselsdag, jeg kommer til at kunne huske i mange år – bare det at holde fødselsdag i 25 grader i oktober er ikke noget, der sker ret tit i Danmark. Det er særligt at opleve, hvor stor pris mine gæster her sætter på at få et lille stykke kage, og hvor meget glæde det kan sprede – og hvordan den glæde smitter dobbelt tilbage. For tanzaniere er fødselsdage ikke noget man gør særligt meget op i, og nogle børn kender ikke deres fødselsdagsdato, og er ofte ikke helt sikre, på hvor gamle de egentligt er. Særligt for snedkerdrengene var det sjovt at opleve, hvordan vi fejrer dagen. Vi har inspireret lidt, idet en af snedkerdrengene spurgte os, om vi ikke ville bage en kage til hans søsters barns fødselsdag. Så han kom med æg og sukker og gik glad hjem med en kage.

mandag den 24. oktober 2016

På overlevelsestur



Forrige weekend var de tre volontører fra Sumbawanga på besøg hos os i Kipili. Programmet stod på en masse hygge og en obligatorisk rundvisning i Kipili. Rundvisningen var inklusiv en præsentation af vores venner her, så de kunne få et lille indblik i vores hverdag, som vi også fået lov til at opleve deres hverdag i Sumbawanga og Peters House. Sidst, men ikke mindst, skulle vi på overlevelsestur på Krokodilleøen!
Pauline, Tine og jeg havde aftalt med vores lokale ven, Gaudens, at han ville sejle os ud på øen og overnatte med os der. Vi Kipili-piger havde lagt store planer for turen, planer som blandt andet omfattede én hanekylling: Hans og én ”hønekylling”: Heidi. Lørdag eftermiddag slæbte vi alle vores ting ned til søen, og vi fik det pakket i båden. Med båden læsset og Heidi på skødet gik kursen mod Krokodilleøen – hvis rigtige navn er Ulwile.
Gaudens i båden efter ankomst til krokodilleøen.



















Vores oppakning inklusiv Hans og Heidi
På øen stod den på først på badning – selvom Gaudens ikke mener der er krokodiller ved øen, (og ellers, påstår han, at de kun spiser sorte…) holder vi os stadig fra at bade ved skumring.



Herefter skulle der laves mad. Første punkt på dagsordenen: at dræbe og slagte Hans og Heidi. Det forgik på rigtig afrikansk manér. Gaudens holdt den levede, og fuldt bevidste høne, mens Kristina og Kristina dræbte en høne hver. Herefter skulle de plukkes og gøres i stand – så det kan jeg nu tilføje på CV’et. Kyllingen kom over bålet, mens Gaudens lærte Pauline at koge ris på tanzanisk vis. Det hele resulterede i et stort festmåltid: frisk grillkylling, ris, ristede grønsager og guacamole – vi gik ikke sultne i seng!


Stakkels Heidi...
Kyllingerne grilles. Det er klart den bedste kylling, jeg har fået hernede!


















Billede af det overdådige festmåltid. Når det bliver helt Afrika-mørkt klokken syv, må man jo spise med pandelampe.

Resten af aftenen stod på hygge med kortspil og selvfølgelig chips og dansk slik – så bliver det ikke bedre! Gaudens blev et stort fan af begrebet ”hygge” – særligt det danske slik. Det vil ikke kræve megen overtalelse, hvis vi vil af sted igen.
Om natten sov vi i telte på stranden. Næste morgen skulle vi igen have gang i bålet, da vi selvfølgelig skulle have morgenmad á la Tanzania. Vi have forberedt os og medbragt ingredienser til en mandazidej. Mandazi er en friturestegt bolle lavet af en sukkerdej med kardemomme. Det minder om æbleskiver – og smager lige så fantastisk. Tine var morgenens mandazimester og fik med stor succes lavet madazierne over bål. Inden vi igen satte kursen mod Kipili, nåede vi også en frisk morgendukkert.



















Madazierne er næsten klart!
Resten af dagen brugte vi på den nærliggende lodge, et luksus hotel, hvor vi fik badet og solet os endnu mere. Her hyggede vi os sammen med Åge og Grethe, som er seniorvolontører i Sumbawanga, og havde tilbragt deres weekend på lodgen. Tidligt mandag morgen tog Sumbawanga-pigerne igen hjem. Efter en hyggelig weekend, glæder vi os til, at vi ses igen.